#04 Bliver det danske uddannelsessystem designet og styret af de hjemlige politikere?
<— Tilbage til Sophia-samtaler
I den fjerde udsendelse har Sophias Steen Nepper Larsen besøgt professor MSO John Benedicto Krejsler, som for nylig fik udgivet bogen Skolen & den transnationale vending. Dansk uddannelsespolitik og dens europæiske og angloamerikanske forbindelser. (Nyt fra samfundsvidenskaberne 2021) Udsendelsen har fået titlen: Bliver det danske uddannelsessystem designet og styret af de hjemlige politikere?
Medvirkende: John Benedicto Krejsler og Steen Nepper Larsen
Optagelse & klip: Jens Skou Olsen
Redaktion: Jens Raahauge og Jens Skou Olsen
/
RSS Feed
Jeg vil lige slå et slag for dannelsestænketanken Sophias nye hjemmeside. Sophia blev etableret omkring 2006 og spillede i årene efter en stor rolle ift at fremme kritikken af den tiltagende instrumentalisme, som udviklede sig i de sene 00’ere og resulterede i skole- og læreruddannelsesreformerne omkring 2013.
Måske er jeg lidt reduktionistisk, men jeg vil sige, at tænketankens hovedlinje udspringer af de tidlige 1990’ere, dvs. tiden omkring Ole Vig Jensens tid som undervisningsminister. Vig Jensen omtales ofte positivt. Under ham forenedes en mild rest-grundtvigianisme og en lidt hjemløs reformpædagogik med forskellige musiske og æstetiske temaer samt lidt kritisk teori. Kundskabsbegrebet lå dog brak. En stor del af Vig Jensen-linjen blev efterfølgende opslugt af det konkurrerende “ansvar for egen læring”, mens de tiloversblevne dannelsesfolk herefter stiftede Sophia, der på den måde kom til at stå i en produktiv modsætning til læringsrevolutionen.
Helt aktuelt kan man høre Steen Nepper Larsens fine interview med John Krejsler om Krejslers nye bog “Skolen og den transnationale vending”. Krejsler giver en flot forklaring af dette tema, og i hans bog er der også en – måske lidt teknisk – gennemgang af det, man kan kalde en national tradition, som Krejsler både elsker og hader i en eller anden mystisk kombination, som ender med at underminere sig selv.
Krejsler har også nogle kritiske markeringer ift det nye Herning-seminarium, som både han selv og Nepper Larsen er enige om at kalde nationalt-konservativt. Krejsler sætter dette i modsætning til en accept af globaliseringen, som han faktisk selv står for. Han vil arbejde “taktisk”, som han siger, ind i OECD-diskursen, hvilket ikke lige lyder som Nepper Larsens kop te?
Begge glemmer dog, at et hovedbegreb i Herning-initiativet faktisk er det meget lidt pladdernationalistiske “verdensborgerskab”, som netop – og eksplicit inspireret af Peter Kemps arbejde – markerer et mundialt og humanistisk opgør med det økonomisk definerede begreb om “det globale”. Herning-initiativet er derfor ikke “national-konservativt”, men blot pædagogisk, dvs. konservativt og interesseret i al almindelighed, både vedrørende fortrolighed med vores eget skønne sted og vedrørende interesse i og forståelse for verdens andre spændende steder. Det giver en god kritisk effekt på det opgør med stederne, som i disse år effektueres af det økonomisk-biologiske globaliseringssystem, som Krejsler forveksler med virkelig internationalisering.
Krejslers problemer skyldes, at hans filosofi består af en blanding af Foucault og Deleuze. Herfra går det helt galt med kritikken. Krejsler havner i noget, som fortalerne kalder for “affirmativ kritik”. Krejsler er her på linje med en kollega i det uddannelsesvidenskabelige forskningsmiljø, Dorthe Staunæs, som Krejsler også fremhæver positivt i hans bog. Staunæs’ syn på kritik stiftede jeg selv bekendtskab med i 2015, hvor hun indberettede mig til universitetets ledelse for et helt almindeligt kritisk indlæg om hendes arbejde. Det var under al “kritik”, for nu at sige det på den måde, og Staunæs tabte da også sagen med et brag.
Til sidst vil jeg nævne, at denne “affirmative kritik” desværre også har bemægtiget sig Danmarks Lærerforening. Det kunne man læse om i et indlæg på folkeskolen.dk af Morten Refskov, som ellers stillede op – og blev valgt – som en kritisk røst til DLFs hovedbestyrelse. Men nu er “kritikeren” så blevet “affirmativ kritiker”, hvorved kritikken forsvinder. Det svarer helt til Krejslers position.
På den måde opsluges kritikken af sit objekt. Det skyldes, at kritikken ikke er tilstrækkeligt stærkt filosofisk og videnskabeligt funderet, mens objektet, hos Krejsler altså “den transnationale vending”, ofte er.
Men jeg løber ud ad en tangent nu. Mange tak til Sophia for at fortsætte det fine arbejde.
Links:
Link til Sophias nye hjemmeside: https://www.sophia.nu/
Link til Nepper Larsens samtale med John Krejsler: https://www.sophia.nu/podcast/1689/
Link til Krejslers bog: https://samfundslitteratur.dk/…/skolen-og-den…
Link til omtale af Staunæs-sag: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu
Link til DLF-indlæg: https://www.folkeskolen.dk/…/dlf-mener-kritik-eller-kritik
Kære Thomas,
Tak for mailen…. Jeg finder som altid vore samtaler oplysende….. og dejligt befriende at det også er legitimt at kunne være uenige med hinanden og faktisk blive oplyst af at krydse klinger…. Jeg fik jo meget ud af, og lærte meget af din dannelsesbog…. og diskussionen og ren vs uren pædagogik finder jeg væsentlig og inspirerende også mit eget løbende arbejde med at forfine mit dannelseskompas.
Jeg oplever jo nok – som jeg også nævner det i interviewet – at jeg til tider bliver iscenesat som en for følgagtig tilhænger af en transnational policy, der for ofte reducerer pædagogikken for meget til human kapital og øvrig økonomistisk tænkning. Det er her jeg gerne vil understrege en skelnen mellem en STRATEGISK og en TAKTISK tilgang til skole- og uddannelsespolitikken. Altså at det er vigtigt – på det strategiske niveau – konstant at arbejde med udvikle sit ‘dannelseskompas’, således at man ikke taber retningssansen i de mere risikable taktiske kampe, som man sammen med de alliancer man kan opbygge kæmper for at skabe plads til…
MEN, mindst lige så vigtigt er det – finder jeg – også at manøvrere på det taktiske niveau. Hermed mener jeg, at vi til ethvert givet tidspunkt bliver nødt til at besinde os på, hvor kampen p.t. finder sted om pædagogik, dannelse og uddannelse, samt kunne kortlægge hvordan magtforholdene er…. dette med henblik på at kunne gå ind og få så meget indflydelse som det går i kampen for at pædagogikken ikke helt overtages af økonomiens tænkning…. Jeg mener at vi taktisk skyder os selv i foden, hvis vi for ensidigt overlader næsten hele kamppladsen til økonomer, school effectiveness- og Campbell Collaboration folk m.m., når kampen for skole, (ud)dannelse og pædagoggik skal kæmpes i en tid, hvor uddannelse er kommer højere op på den politiske agenda til den pris at kampen desværre er rykket mere over på økonomiens bane.
Eksempelvis tager jeg hatten af for Steen, når han går ind i kampen ift John Hattie og får flyttet brikkerne en anelse… Dette bidrager også til den kamp jeg selv har involveret mig i gennem en del år omkring at gå ind og ekspandere hvad ‘evidens’ og ‘viden der virker’ kan betyde, således at hardcore campbell folk og for snævertsynede clearinghouses ikke får monopol herpå….. jeg mener således, at der findes en vigtig kampplads i uenighederne og sprækkerne mellem Campbell Collaboration, hvor kvantitative statistiske korrelationer mhp at finde kausalt-lignende relationer, ikke er det samme som John Hattie, der trods alt oftest er så almen i sine udtalelser og desuden understreger igen og igen at den professionelle dømmekraft og den konkrete skolekontekst betyder meget… og ligeså Andreas Helmke og Hilbert Meyer m.fl….. I dette grumsede evidens-farvand mener jeg faktisk at mange af os burde gå mere offensivt ind – også i det jeg kalder den taktiske forstand – mhp at udnytte sprækker og muligheder til at udvide, hvordan vi kan tale om, hvad det vil sige at ‘viden virker’….
Her mener jeg, at det er farligt -og utaktisk i ordets bogstavelige og meget konkrete betydning-, hvis vi ender som ‘purister’, der står uden for kamppladsens centrum og beklager os. Her mener jeg at megen kritisk forskning gør sig selv ukritisk ved i for liden grad at være tilstede på kamppladsen, hvilket får de performative virkninger, at resultaterne for stakkels skolefolk m.m. bliver mere økonomistiske og instrumentalistiske end de behøvede…. Jeg mener, at vi taktisk skyder vi os selv i foden, hvis vi udelukkende holder os til det strategiske niveau, men forsømmer det taktiske niveau… Så det jeg kalder den ‘affirmative kritik’ betyder således på ingen måde, at jeg mener at vi blot skal være bekræftende ift aktuelle udviklinger….. Det betyder snarere, at vi i ‘den negative kritik’ skal hudflette, hvad der hudflettes bør; MEN netop ikke stopper her…. Det vigtige bliver siden at sætte den ‘affirmative kritik’ igang i den forstand, at vi -alt taget i betragtning på baggrund af ‘den negative kritik’ – gør vort yderste mhp at finde sprækker og muligheder for et bedre liv, et bedre samfund, en bedre skole og så fremdeles…. at turde få skidt på hænderne, hvis man skulle sætte det lidt på spidsen…..
Netop derfor tager jeg også hatten af for dit arbejde med at opbygge en alternativ læreruddannelse, fordi strategi og taktik netop her begge kommer i spil… omend jeg så ikke nødvendigvis er enig i alt ift projektet….
Og i forhold til nødvendigheden af transnationalt samarbejde mener jeg jo ej heller, at det er optimalt, at det økonomistiske blik fylder så meget. Men for mig bliver det jo aldrig et argument for at afvise samarbejdet, som det – i mit blik- i stedet bliver så meget desto vigtigere at gå ind i og prøve at påvirke. Selv om især OECD og EU først og fremmest er økonomiske samarbejdsorganisationer, så er det jo på ingen måde monolitiske organisationer. Det er kamppladser, hvor erhvervsorganisationer, fagforeninger, underviserorganisationer, tænketanke og et hav af lobbyvirksomhed o.m.a. finder sted.. Således finder jeg det jo vigtigt at støtte DLI, EI og ETUCE og andre underviserorganisationernes arbejde i Bruxelles. I min tid i EERAs styrelse var jeg jo også selv del af kampen for at påvirke EU kommissionen ift at forskningsbevillinger også går til humaniora og samfundsvidenskaber, herunder pædagogikken, omend det ikke er let og sjældent lykkes fuldt ud o.m.a.
Og måske vigtigst af alt drives mit dannelsesperspektiv og mit dannelseskompas på det strategiske niveau ikke mindst af den indsigt og intuition, at internationalt samarbejde måske mere end nogensinde er uhyre nødvendigt. Jeg ser med skræk på, hvorledes nationalstaten i disse år trækker sig mere og mere ind i sig selv, og stammementaliteten dukker mere og mere frem. Eller som Arjun Appadurai sagde det i sit vidunderlige skrift ‘Fear of Small Numbers’: at når økonomien bliver for stor til at kunne rummes inden for nationalstatens rammer, da viser det sig for ofte at der kun bliver ethnos tilbage for politikken. I pyttesmå nationalstater som fx Danmark eller Sverige bliver det her katastrofalt at trække sig fra ikke mindst EU (på trods af EUs mange mangler… jeg har jo mere en drøm om Europa, som ligger tæt på den vision som Habermas gennem mange år har stået for)…. Her må vi imod alle odds kæmpe for demokratiet, medborgerskabet, dannelsen m.m. i dette større meta-space som baggrund for overhovedet at være synlige og have nogen form for indflydelse, når – som vi i stigende grad ser det – autokratier som Rusland, Kina, Tyrkiet, men også et endnu mere økonomistisk og mindre socialt og demokratisk USA spiller de mange lilleput nationalstater i Europa ud imod hinanden…
For at få proportioner i vores arbejde med dannelsen, mener jeg således at det må ske på baggrund af en nøje kortlægning af, hvad det er for en verden vi befinder os i. Som det ofte er blevet sagt, er europæere for ofte præget af et meget nationalt- og eurocentrisk blik på verden (sikkert af historiske årsager, imperiale kolonierfaringer og mange andre gode og mindre gode grunde)… tænk blot på, hvad vi læser af ‘kanon’ inden for filosofi, pædagogik m.m…, Og her glemmer vi ofte at en stadig mere forbundet verden også består af et Kina,(hvor der bor flere mennesker end i Europa, USA, Canada, Rusland, og Australien tilsammen) , et Indonesien, hvor der fra øst til vest er lige så langt som fra Irland til det Kaspiske Hav, et Indien, hvor bare delstaten Uttar Pradesh har flere indbyggere end Tyskland, UK og Frankrig tilsammen…..
Hov!…. må hellere slutte her…. men kort sagt….ser frem til fortsat debat om skolen, dannelsen, læreruddannelsen, internationalt samarbejde o.m.a., som pædagogikken ikke kommer uden om at skulle forholde sig til. Eller for at blive lidt højstemt: en kamp på liv og død om meningen med livet, fællesskabet og samfundet, som pædagogikken burde stå i centrum af!
bedste hilsner…. og tak for at holde diskussionen i live, John
Ja, vi har simpelthen været i OECD narkose! Nu skal vil altså vågne op og sige n-e-j til at andre bestemmer over vores skolers og videre uddannelsers undervisningsindhold, former og lærerroller. Det er det vigtigste netop nu, at sige nej. Alt for mange forskere og politikere siger snorksovende bare ja, ja, ja. Så, virkelig god og vigtig udsendelse til opvågning til virkeligheden, tak til Sophia, Nepper Larsen og Kreisler!