Skaberværk som oprør
Velkommen til bogens første kapitel, Skaberværk som oprør. Som jeg fortalte i indledningen, udgør bogens første del en filosofisk undersøgelse af bogens grundfjeld. Jeg håber, at du er klar til at filosofere med! At være filosof er på mange måder at stille sig i barnets sted. Børn har den vidunderlige gave, at de undrer sig over alverdens ting lige fra det største til det mindste. Der er ikke noget i et barns liv, som bare tages for givet.
Den forfærdelig triste børnesang Spørge Jørgen er skrevet af forfatteren Kamma Laurents i 1944. Den slutter som bekendt med, at Jørgen lover aldrig at spørge fjollet mere; og med fjollet mener forfatteren åbenlyst de spørgsmål, som er indlysende. Men hvorfor er det fjollet at spørge ind til det, som vi tager for givet? Det er tværtimod selve kernen i al filosofisk praksis og en forudsætning for, at vi formår at vikle os ud af de fejlslutninger, som vi igen og igen gør os. Vi hylder viden i vores kultur, men viden repræsenterer også et ophør af undren; viden er som dét, vi tager for givet, også vores blinde vinkel, som kan vise sig at være livsfarlig for os. Bogen om Spørge Jørgen forsøger at bilde os noget andet ind, men livet lærer os, at alt i livet fortjener at få det lille hvorfor stillet foran sig.
Denne lille sang er siden blevet et kampskrift for retten til at stille spørgsmål. Vi oprøres over, at Jørgen skal udskammes og have smæk, blot fordi han undrer sig over verdens vidunderlige mangfoldighed. Det er os voksne og ikke lille spørgelystne Jørgen, der er galt på den! Det er kun gennem den uforfærdede undren over praktisk taget hvad som helst, at vi kan nedbryde de gamle, forstenede forforståelser og vildfarelser, der spærrer for vores udsyn og leder os på afveje. Så derfor må vi som Jørgen spørge: Hvorfor har vi brug for et grundfjeld? Hvorfor laver vi projekter, hvad er en producer, og hvad vil skabelsesvirksomhed sige?
Tre begreber
Når vi spørger løs omkring vores liv og praksis, så er vi ikke blot interesserede i, hvad meningen er. Vi forventer at få at vide såvel hvad meningen er, som hvorfor denne mening har givet anledning til, at vi gør, som vi gør. Så derfor må vi som Jørgen spørge løs:
- Hvad vil det sige at skabe noget?
- Hvad er meningen med projekter og producervirksomhed – er der hjælp at hente i en genforståelse af de ord og begreber, som vi dagligt trækker på uden at tænke videre over det?
- Hvad betyder de organiseringsformer, vi vælger at gøre brug af, for vores projekters succes?
- Hvem bestemmer – er vi producere ledere, og tilhører vores projekter os?
- Hvorfor producerer vi ofte det samme projekt igen og igen?
- Hvordan kan vi genfortrylle vores projektpraksis og brænde igennem med projekter, der ikke blot er forskellige, men ligefrem gør en forskel?
I dette kapitel skal vi på tre vigtige begreber for en revideret forståelse af skabelse og reproduktion, der kan hjælpe os til et frisk blik på vores praksis. Det er kun vores stadige spørgen ind til vores praksis, der kan afdække, om vi står på solidt plantet på grundfjeldet eller er ved at gå til bunds i kviksandet. Vi må igen og igen tage pejling af, hvor vi befinder os: på grundfjeldet eller i kviksandet?
Det grundfjeld, som vi udvikler i denne første del, skal vi bygge vores projekter på i bogens anden del og endelig få til at virke i verden i bogens tredje del. Og for at være helt sikker på, at vi har ramt grundfjeldet, så begynder vi helt forfra… helt fra altings begyndelse! Vi skal lære nogle måske nye begreber at kende, og vi skal se, hvad de kan bidrage med i forhold til vores producervirksomhed. De tre begreber er 1. Negentropi, 2. Tegn og 3. Autokatalyse. Jeg håber, at du er tålmodig, som vi aftalte det i indledningen, da der venter en heftig dosis filosofi. Men jeg lover, at jeg nok skal afslutte hver begrebsgennemgang med en begrundet sammenfatning under titlen: Hvorfor skal vi beskæftige os med…?Så der er al grund til at læse med! Vi begynder med negentropien:
1. Negentropi
Som det allerførste må vi forsøge at komme til klarhed omkring, hvad skabelse i det hele taget er – samt hvordan skabelse adskiller sig fra reproduktion. Her må vores univers’ skabelse og udvikling være det ultimative grundfjeld for enhver udforskning af dette område, da universet er altings moder. Lad os tale lidt om det univers, hvis udvidelse har formet os, alle andre livsformer og alt andet i øvrigt.
Før vi kan nærme os negentropien[i] (kort for negativ entropi), må vi først forstå lidt om, hvad entropi i det hele taget er. Entropi er et oprindelig græsk begreb, der betyder en venden-sig-imod noget[ii]. Vores univers er i gang med at vende sig mod noget. Hvad kan vi sige om denne bevægelse? Det handler om energi, om universets energi og dermed altings energi. Et godt eksempel på koncentreret energi er et bål i haven, der venter på at blive tændt. Det er fuldt af brandbart materiale, og når vi først har fået tændt op, så er energien i begyndelsen koncentreret i selve bålet. Optændingsbrændet sætter ild til de større brændestykker, og vi kan endnu ikke mærke varmen. Men heldigvis sker der hurtigt det, at det brændende bål oplyser og varmer sine omgivelser op. Vi så at sige ”får” varmen af bålet. Energi i form af varme breder sig i alle retninger lige indtil, at bålet er brændt ud. Den nu askefyldte bålplads har igen samme temperatur som vores have og luften i området. Det brændende bål kan ikke undgå at så at sige vende-sig-imod fuldkommen uorden med forkullede trærester og aske spredt for alle vinde. Det nystartede bål skiller sig markant ud fra sine omgivelser. Det hendøde bål er blevet ét med sine omgivelser. Det nystartede bål har en lav entropi (har en høj energitæthed og er kun lige begyndt at vende-sig-imod verden), og det slukkede bål har en høj entropi (har en lav energitæthed og har nu fuldkommen vendt-sig-mod verden); og i denne venden-sig-imod verden har bålet afgivet al sin overskudsenergi i form af varme og ladet sig opsluge af omverden. Bålet findes ikke længere som ”bål”.
Vi kan se, at et nystartet bål er bemærkelsesværdigt på samme måde, som The Big Bang må have været det (hvis vi overhovedet kunne opleve det). I en sær og overraskende forstand vil jeg hævde, at vi faktisk godt lige her og nu kan opleve The Big Bang. Her er opskriften: se og lyt til dig selv og din omverden. Se på noget, der bevæger sig og lyt til noget, der giver lyd fra sig. Alt det, du kan se og høre, er synet og lyden af The Big Bang, der er i fuld gang med at sprænge! Det, som vi indefra braget kan erkende som universets alder på omkring 12,7 milliarder år, er måske udefraset blot et knips med ekstra-kosmiske fingre?
Entropien vokser. Høje tætheder af orden spreder sig mod stadigt lavere tætheder af orden. Eksploderende supernovaer bliver til mindre stjerner, der bliver til planeter, der bliver til… og det er alt sammen på en måde en dårlig nyhed for os, idet størrelsen af bemærkelsesværdigheder bliver mindre og mindre! Vores univers og alle os med er ved at udjævne sig selv i takt med, at forskelle i tæthed, organisation eller orden mindskes.
Vi kender dette fra vores liv. Når vi lige flytter ind i et nyt hus, så gør vi os umage med, at alting lander på deres rette plads. Glassene er på glashylden, maden er i køleskabet og støvsugeren er i sit skab i bryggerset. Men inden vi ved af det, så er glassene beskidte og fordelt rundt på gulvet i husets teenageværelser. Maden er brudt ned i vores maver, og resterne er skyllet ud i toilettet. Støvsugerens motor er gået i stykker, og støvsugerposen er revnet og stillet uden for døren, hvorfra støvet breder sig med vinden i alle retninger. Det, som før var velordnet og organiseret på deres faste pladser, er nu spredt ud i alle hjørner af vores omverden. Et nyligt opryddet hus har en lav entropi, som uvægerligt vil blive til et rodet hus med en høj entropi. Vi beskriver normalt denne tilstand som rod. Er universet en stadigt voksende rodebutik?
Noget kunne tyde på det. De fleste af os har vel oplevet at overlade et projekt til sig selv for en tid og derefter set, hvordan det stille og roligt falder fra hinanden. Entropien vokser helt af sig selv. Virksomheder i USA bruger mere end 2 milliarder dollars på fusioner årligt, men alligevel mislykkes ifølge Harvard Business Review op mod 90% af disse sammenlægningsprojekter[iii]. Hvorfor? Forfatterne til forskningsprojektet peger på, at chancen for succes ville øges dramatisk, hvis det ikke blot blev ved beslutningen om at fusionere: et projekt skal følges til dørs og gerne helt ud af døren, hvis ikke entropien skal overtage festen. Det kunne se ud som om, at vi er i et evigt tovtrækkeri med entropien.
Hemmeligheden bag al skabelse?
Her kommer vi til det, som er spændende i forhold til denne bogs emne: skabelse, reproduktion og projektmageri. Vi mennesker vil som alle andre levende væsener ikke finde os i denne universets bevægelse mod uorden og desintegration af alting. Vi protesterer igennem vores eksistens mod den voksende entropi ved at gå den modsatte vej. Livet er et rungende NEJ til universets bevægelse mod høj entropi og udradering af enhver forskel og bemærkelsesværdighed. Hvorfor? Fordi denne balance eller ligevægt for vores vedkommende i sidste ende vil sige døden ganske som med det slukkede bål. Den tyske fysiker Erwin Schrödinger skrev i 1944 i bogen What is Life? om selve forudsætningerne for livet på jorden.
En levende organisme lever igennem negentropi. Dermed består den mekanisme, hvormed en organisme opretholder sig selv på et forholdsvis højt niveau af orden (= forholdsvis lavt niveau af entropi), af hele tiden at suge orden ud af omgivelserne. Det lykkes dermed organismen midlertidigt at frigøre sig fra al den entropi, den ikke kan lade være med at producere, mens den lever.[iv]
Vi er her helt tæt på opskriften på livets skabelse og livet selv. Selv den mindste organisme er travlt optaget af at protestere imod universets rejse mod ligevægt. Vi genskaber os selv fra øjeblik til øjeblik ved at opsamle og ordne energi fra universets stigende entropiske tilstand, alt imens vi uvægerligt henfalder sammen med vores univers. Vi er som levende organismer derfor et paradoks! På måder og af årsager, som vi ikke forstår, er livet opstået i hvert fald på vores planet som en lille boble af negentropi. Og dette liv er bemærkelsesværdigt. Vi mennesker er bemærkelsesværdige, og vi skaber yderligere bemærkelsesværdigheder i form af samfund, kunst og kultur – og det er alt sammen negentropiske processer.
Vi må konkludere, at vi grundlæggende er optaget af skabelse af negentropi, når vi skaber projekter, komponerer musik og producerer teaterforestillinger. Og vi ved godt inderst inde, at universet nok skal få sin vilje i sidste ende. Vi ordner og rydder op, og lidt efter roder det igen. Vi skaber bemærkelsesværdigheder, alt imens universet stille og roligt begynder at skille det ad igen det øjeblik, vi vender vores opmærksomhed et andet sted hen. På landets genbrugsstationer står containere fulde af flotte kunstbøger, romaner og digtsamlinger, der alle venter på at blive smidt på universets store entropi-bål. The house always wins, som det hedder sig på alverdens kasinoer, og universet får altid sin vilje. Er det dermed skønne spildte kræfter? Nej. Det er mennesker, der i fællesskab sætter universets entropi på pause og finder midlertidigt fodfæste og livskraft i vidunderlige bemærkelsesværdigheder! Alt dette har den overraskende konsekvens, at vi må se selv de mest kaotiske skuespillere, instruktører og producere som (i kunstnerisk forstand) ordensmennesker! Vi kan nu se dem som mennesker, der er grebet af og satser deres liv på at skabe midlertidige negentropiske ordener, der er bemærkelsesværdige.
Sammenfatning: negentropi
Hvad kan vi som skabende producere bruge vores nyvundne viden om negentropi til? Første og fremmest bliver vi opmærksomme på, at kunst, kultur og skaberværk er et kreativt arbejde med forfaldsprocesser. Intet undslipper entropien, og negentropien er vores chance for at trække noget ny energitæt orden ud af de til stadighed igangværende forfaldsprocesser og på den måde nære vores fortsatte udvikling. Vi bliver også mindet om, at det ikke nytter blot at sidde stille hen og betragte forfaldsprocesserne. Det nytter ikke bare at blive ved med at opføre det samme teaterstykke på den samme måde; at spille den samme koncert med de samme musikere og det samme publikum; at lave det samme projekt igen og igen.
Afhængigheden af fortsættelser, gentagelser og franchises både inden for film, teater og musik fører til en stigende kunstnerisk entropi, hvor det skabende potentiale udvandes og opløses. Gentagelsen af de samme fortællinger, temaer og strukturer resulterer i en homogenisering af indholdet og begrænser den mangfoldighed og originalitet, der er afgørende for vækst og udvikling af enhver kunstform. Det skaber en følelse af kunstnerisk stagnation og monokultur, hvor de samme ideer bliver pakket ind og solgt igen, i stedet for at udforske nye og innovative muligheder for historiefortælling. Og hvad værre er: dette fokus på fortsættelser og gentagelser inden for kunsten gør det sværere for originale, uafhængige eller eksperimenterende projekter at opnå synlighed og støtte. Det skaber et miljø, hvor kunstnerisk risikovillighed stigmatiseres, og potentialet for banebrydende eller transformerende værker mindskes.
Det industrielle mantra om lidt mindre af det samme i ny indpakning til en højere pris er opium for vores kultur, der kun skaber afhængighed, passivitet og dermed en voldsomt accelererende kulturel entropi. Vi har ikke brug for at genindtage de tomme, allerede fordøjede produkter uanset, hvor meget de glimter udenpå. Vi har brug for reelle, næringsrige bemærkelsesværdigheder, der kan skrive videre på vores kulturs næste kapitel. Det spændende er så, hvor bemærkelsesværdige disse midlertidige ordener kan opnå at blive. Jo bemærkelsesværdigere, desto bedre, ikke? Det er igen tegn på negentropi, som igen er tegn på stort energi- eller udsigelsespotentiale. Vi har brug for skaberværk som oprør mod entropiens forfaldsprocesser.
Kan vi blive klogere på det, som vi måske kunne kalde det bemærkelsesværdiges kunst? Ja, det vil jeg hævde. Og her får vi brug for endnu et begreb: Tegn.
2. Tegn – kommunikation af mening
Det andet begreb i vores grundfjeldssamling handler om tegn og kommunikation af mening. Den amerikanske filosof Charles Sanders Peirce[v] udviklede i midten af 1800tallet et nyt forskningsfelt, som han kaldte Semiotik efter det græske ord semeion, som betyder tegn. I Pierces optik var semiotik ikke bare en teori om sprog eller kommunikation, men ligefrem en generel teori om meningsskabelse, der gælder for alle aspekter af menneskelig erfaring. Ifølge Peirce er alt, hvad vi opfatter, tænker eller føler, formidlet igennem tegn, som defineres som alt, der står for noget andet i en eller anden henseende. Det omfatter ikke kun sproglige tegn som ord og sætninger, men også ikke-sproglige tegn som billeder, bevægelser og symboler.
Selv vores mest basale sanseoplevelser er derfor formidlet gennem tegn, da vores opfattelse af verden er formet af den måde, hvorpå vores nervesystem fortolker og organiserer sanseinformation. I den forstand kan Peirces semiotik ses som en omfattende redegørelse for menneskelig erkendelse og meningsskabelse, hvor tegn er forudsætningen for, at vi er i stand til at forme vores forståelse af os selv og verden omkring os. Netop dette med kommunikation af mening er afgørende, når vi interesserer os for det bemærkelsesværdiges kunst; og vi kan se, at vi som skabende producere må søge at beherske dét at skabe og kommunikere tegn som en første praksis i vores skabende arbejde.
De oversete tegn
Men hvad er et tegn i det hele taget? Peirce opdagede en sand eksplosion af tegn overalt, hvor han så, hørte og mærkede efter. Tegn, som vi – bevidst og ubevidst – lever vores liv efter. Tegn, der skaber nye tegn, forstærker hinanden, modsætter sig hinanden, bliver til hinanden og erstatter hinanden. I vores daglige blik overser vi det meste af den tsunami af tegn, der hele tiden oversvømmer os, og det er uheldigt, da vi dermed går glip af vældige potentialer for inspiration, erkendelse og ideer til at skubbe vores kultur fremad. Den amerikanske skuespiller Peter Falk fortæller her om sit samarbejde med filmmageren John Cassavetes:
John Cassavetes stolede ikke på ord. Han mente, at alle ord var en forenkling. Når man taler om holdning, adfærd og følelsesmæssig energi og samler det hele og reducerer det til ord… ender man uundgåeligt med en forenkling. Så når han instruerede, blev han ved med at tale, så jeg blev så forvirret, at jeg ikke vidste, hvad der foregik… og så råbte han “Action!” og jeg tænkte “Åh, for pokker…” Jeg blev slået ud af balance. Det var det, han ville. Han ville ikke have, at jeg påtvang min teknik og mine ideer. Skal jeg spille scenen langsomt, hurtigt, blødt, højt, tage en pause… det var alt sammen noget lort efter hans opfattelse.[vi]
Hvad er det, vi overser, når vi ellers synes, at vi allerede ser godt efter med vores sprog, begreber og analyser? Vi overser, at vi i takt med vores tusindårige udvikling af samfund og kultur er kommet til at lægge alt for stor vægt på én specifik form for tegn, som Peirce kalder Symbolet. Og endda en helt speciel version af symbolet i form af sprog. Sprog både i tale og skrift er en vidunderlig måde at gribe verden på, fordi sprog er så eksplicit, synligt og så klart kan kommunikeres. Sprog kan nedfældes, gemmes og holde sig friskt og tilgængeligt i noget, der synes som evigheder. Sprog vejer ingenting og fylder næsten ikke noget og kan i ufattelige mængder sendes med lysets hast ud i hele verden næsten gratis. Sprog er en gave for os mennesker, og det er ikke så mærkeligt, at vi er næsten besat af sprog.
Peirces typologi over tegnet
Peirce viser os, at der er meget mere at få øje på. Han var kritisk overfor den overdrevne afhængighed af symboler og den sproglige analyse af tegn i moderne kultur. Mens Peirce anerkendte vigtigheden af symboler som en højt udviklet og kompleks form for tegn, understregede han også værdien af andre typer tegn og deres unikke måder at formidle mening på. Han påpegede, at et overdrevent fokus på symboler kunne føre til en slags sproglig imperialisme, hvor alle tegn reduceres til deres symbolske aspekter og udelukkende fortolkes gennem sproget. Det kan resultere i, at vi overser eller ligefrem tilsidesætter de kropslige, erfaringsmæssige og øvrige før-sproglige dimensioner af tegn. Det er interessant, at netop forfattere er meget bevidste om denne fare, når vi reducerer vores liv til sprog og tænkning. Den amerikanske forfatter Ray Bradbury fortalte i en samtale med James Day i 1974 om, hvordan han skrev sine bøger:
Jeg har haft et skilt over min skrivemaskine i 25 år nu, hvor der står: “Don’t think!” Du må aldrig tænke ved skrivemaskinen; du skal føle. Du samler en masse data og tænker meget, når du er væk fra din skrivemaskine, men ved skrivemaskinen skal du leve. Det skal være en levende oplevelse, når du skriver. Tænkning er en korrektion i vores liv. Det er ikke meningen, at tænkning skal være centrum i vores liv. Tænkning holder os sammen, ligesom huden holder vores blod og vores kød sammen. Men vores hud er ikke vores måde at leve på. Måden, vi lever på, er blodet, der pumper gennem vores årer — det er evnen til at sanse, føle og forstå. Intellektet hjælper dig ikke særlig meget der. Du skal leve. Hvis der ikke er nogen følelse, kan der ikke være nogen stor kunst. Hvis følelsen mangler, så glem det, du vil aldrig klare dig som kunstner.[vii]
Sansning og følelse er ikke og kan ikke rummes i tænkning i begreber, ord og sætninger. Bradbury peger her på både forskellen og den afgørende dialog mellem tænkningen som symbolsk-litterær korrektion og sansningen som før-sprogligt liv. Det før-sproglige har en unik evne til at forbinde os med verden på direkte og umiddelbare måder, hvilket giver en rigdom og dybde af mening, som symboler alene ikke fuldt ud kan indfange. Vi skal derfor søge en mere afbalanceret tilgang til tegnet, som værdsætter samspillet og komplementariteten mellem forskellige slags tegn som en vej til bedre at kunne afspejle kompleksiteten og mangfoldigheden i den menneskelige erfaring og forståelse.
Tegnets typologi
Nu ved vi lidt mere om, hvad der drev Peirce til at blive klogere på, hvordan vi lever igennem tegn. Lad os gå i sving og dykke ned i Peirces typologi for tegnet. Peirce skelnede mellem tre forskellige slags tegn: ikon, indeks og symbol. Denne typologi over tegnet er en grundlæggende del af hans semiotik. De tre begreber beskriver forskellige måder, hvorpå tegn relaterer til deres objekter eller de ting, de repræsenterer.
Et ikon er et tegn, der har en lighed med noget. Et indeks er et tegn, der kausalt indvarsler noget. Et symbol er et tegn, der er en tilfældigt opstillet konvention for noget. Lad mig komme med et eksempel på de tre tegnformer i en skabende producer kontekst:
- Et Ikon er et tegn, der repræsenterer sit objekt ved at ligne det på en eller anden måde. For eksempel er en maske i et teaterstykke et ikon, som repræsenterer personens sindstilstand og karakter.
- Et Indeks er et tegn, der repræsenterer sit objekt ved at være direkte påvirket eller forårsaget af det. For eksempel er lyden af et pistolskud i en film være et indeks, da det umiddelbart viser hen til en farlig handling.
- Et Symbol er et tegn, der repræsenterer sit objekt gennem en vilkårlig eller kulturelt specifik konvention. For eksempel er afsyngningen af Danmarks Nationalsang ved en koncert et symbol på patriotisme og samhørighed.
Jeg har tegnet grå pile mellem de tre tegnformer, og det viser, hvordan tegn kan skifte plads med hinanden og faktisk også være hinanden på én og samme gang. De fleste tegn i vores sociale verden involverer en underskov af kombinationer af disse tre tegnformer. For eksempel er et close-up fra filmen Killers of the Flower Moon med skuespilleren Lilly Gladstone et ikon, fordi hun ligner virkelighedens Mollie Burkhart, som hun spiller. Close-up ’et er også et indeks, fordi det er direkte forårsaget af Gladstones tilstedeværelse på filmsettet på det tidspunkt, hvor filmen blev optaget. Endelig er scenen også et symbol, da Gladstone medvirker i filmen også i kraft af, at hun i det virkelige liv er medlem af Osage folket, som er filmens dramatiske omdrejningspunkt.
Før-sproglighedens potentiale
Hvad enten vi som skabende producere er i gang med at skabe en film, en teaterforestilling eller en koncertrække, så fortæller Peirce os, at der er så utroligt meget mere på spil end selve teaterstykket, filmen og koncerten. Ud af den storm af tegn, som vi skaber i vores projekt, er langt de fleste i form af ikoner, indekser og før-sproglige symboler. Det vil sige, at vi ikke blot ikke kan sprogliggøre disse; vi ligefrem ville berøve dem deres kraft ved at flytte dem ind i en symbolsk sproglighed. Sprog er en analytisk proces, som sætter ord på processer, der altid, uanset hvor grundige vi er i vores analyse, vil unddrage sig vores forsøg på at indfange dem med ord. Undtagelsen er her poesien, der er i stand til to afgørende ting: for det første at vaske den prosaiske analyse ud af sproget således, at ordene i digtet genfinder deres ikoniske, indeksiale og symbolsk før-sproglige tegnmangfoldighed; og for det andet, at vi med et poetisk blik kan skrive også prosaiske tekster, hvor vi formår at også at skrive noget mellem linjerne. Dette er ikke en eksakt videnskab, fordi vi inviterer her til en samskabelse mellem forfatter og læser, hvor vi aldrig kan være sikre på, hvad det er, der siges eller læses. Lad os se på et eksempel på denne form for poetisk sprogvask. Her er først et kort uddrag fra Skattevæsenets hjemmeside med deres strategiske målsætninger:
https://sktst.dk/om-os/vores-byggesten. Hentet 10.4.2024
Det er ikke ligefrem en tekst, der lyser af bemærkelsesværdighed og vid – men det var vist heller ikke tanken! Teksten er fuld af eksplicitte værdier i form af Vi skal være på forkant med… samtidig med, at vi, der læser, udmærket godt ved, at det er skattevæsenet ikke. Teksten bærer præg af en heftig brug af skriftlige symboler, der skal mane frygten for endnu en milliardskandale i jorden: vi sikrer, vi fokuserer, vi er på forkant. Nu går jeg i gang med min poetiske sprogvask – se her, om det er lykkedes:
Jeg har kun brugt ord fra teksten i den form, ordene har i den oprindelige tekst. Alene det forhold, at jeg har renset grundigt ud i mængden af tegn, har virkelig hjulpet. Al fyldet og støjen fra de larmende almindeligheder er væk. Nu er der ligesom plads til, at vi som læsere kan få plads til at være med i teksten. Og så er der noget med ords energi, og det møde mellem dem, jeg sætter op. Jeg oplever, at teksten er blevet klart bedre – hvad oplever du? Måske vi skulle bede om at få ansat en flok digtere i Skat…
Tegnets anatomi
Så vidt så godt. Nu ved vi, at et tegn er langt mere end et tegn, og lad os nu placere os foran tegnet og se nærmere på, hvordan Peirce foreslår, at det er skruet sammen. Først en kort definition:
Et tegn er noget, der relaterer til noget andet for nogen i en eller anden henseende.
Det Peirceske tegn – frit efter Cobley 2001
Prøv at læse definitionen igen. Det er, som den amerikanske professor Floyd Merrill beskriver det, omtrent lige så klart som mudder[viii]… så jeg går i gang med at farvelægge og tegne. Først smider vi farver på definitionen. Prøv at kombinere denne farvede tekst med farverne i tegningen. Et tegn er dermed noget, der forbinder sig på en speciel mådemed en oplevelse af noget andet, som til slut får en betydning for nogen. Læg mærke til, at tegningen repræsenterer alle de tre tegn i Peirces typologi: Ikon, Indeks og Symbol. Lige nu ser vi på, hvad et tegn som minimum skal indeholde, for at vi kan betragte det som et tegn.
Øverst med blåt er der det, som tegnet umiddelbart udsiger, når vi møder det: tegnets udtryk, og det er her vi begynder. Denne første vigtige del af tegnets anatomi kaldte Peirce for Representamen. Han valgte dette ord for at gøre opmærksom på, at denne første og umiddelbart sanselige og konkrete del af tegnet (den lyd, det billede, det ord eller den røgsky, der møder os) repræsenterer noget andet end sig selv. Det er dette, der gør et tegn til et tegn. Et tegn på noget. Representamen er det konkrete, der kommer os i møde og begynder hele tegnprocessen.
Herefter retter Peirce vores opmærksomhed mod den anden og grønne del af tegnet. Det handler om den oplevelse, som tegnet henviser til, og det kaldte Peirce for Det semiotiske objekt. Han ville med dette navn gerne undgå at påstå, at det var det virkelige objekt selv, som vi oplevede i sin helhed, da vi aldrig kan opnå en sådan fuldkommen virkelig oplevelse af virkeligheden. Der mangler altid noget. Alene det forhold, at vores sanser kun virker inden for en afgrænset båndbredde gør det relevant at skelne her. Der er lys, vi ikke kan se; lyde, vi ikke kan høre; sprog, vi ikke kan forstå; og berøringer, vi ikke kan mærke.
Som sidste station i tegnets anatomi er vi nået til den orange del af tegnet. Det handler om den betydning, som vi tillægger samspillet mellem de to andre. Tegnets betydning kaldte Peirce for Interpretanten for at understrege, at det er her, tydningen manifesterer sig. Peirce minder os om, at denne tydning må være til konstant forhandling; og derfor er der en konstant interrelation i gang med de tre dele af tegnet. De svinger frem og tilbage mod det røde medierende centrum i vedvarende genforhandling; var det nu den rigtige interpretant, vi har fat i? Var det netop dette semiotiske objekt, som Representamen henviste til? Og hver gang, vi går tilbage i det medierende centrum i nye interrelationer, har tegnet mulighed for at forandre sig, skifte ham og indgå i nye udtryk, nye oplevelser og nye betydninger. Nu skal vi se Peirces tre forskellige typer tegn lagt ud i vores tegnpropel:
Her kan vi se, hvad de forskellige tegns Representamen kalder på og på den måde få et overblik over Peirces tegnapparat. Ikonet viser hen til en billedlighed, som har betydning. Indekset har en kausal forbindelse til en årsag, som har betydning. Symbolet tildeles en konvention, som vi lærer har en bestemt betydning. Nu er vi parat til at arbejde mere fokuseret i vores skabelsespraksis. Vi kan nu arbejde dramatisk med ikoner, indekser og symboler, vi kan blande dem rundt og kombinere dem i overraskende mønstre. Og frem for alt: vi har fået et sprog foræret, som vi kan gøre brug af i vores udforskende dialoger med vores team omkring vores skabende producervirksomhed. Hver af de tre tegnformer kalder på verdener af betydning, som vi kan arbejde med og skabe indhold og udgivelser ud fra. Hvilke tegn skal vi trække på i skabelsen af værket, i vekselvirkningen med omverden og endelig i forhold til gennemslagskraften på markedet – kan vi udvikle nye tilgange til skabelse, nye måder at vekselvirke på og skabe nye markeder?
Vi har stadig et udestående spørgsmål om det bemærkelsesværdiges kunst fra afsnittet om entropi. Vi mangler at blive klogere på, hvorfor nogle projekter synes noget at være mere bemærkelsesværdige end andre? Her vil jeg udfolde endnu et af Peirces grundlæggende begreber i form af begrebet Signal.
Det bemærkelsesværdige: udspændt mellem tegn og signal
Hvad er et signal? Den danske balletdanser, koreograf og forfatter Eske Holm skrev i 2009 i en kronik om signalet og dets værdi:
Politikere er ofte mere interesserede i korrekt signalgivning og i at polere deres image end i konsekvenserne af deres ideologiske budskaber, hvis disse skulle føres ud i livet. Den såkaldte signalværdi kan være nok så progressiv, men kan hurtigt overskygge og tilmed fordreje sit ærinde.[ix]
Peirce så signaler som en undertype af indeks tegnet, altså et tegn med en kausal kraft til at fange og henlede vores opmærksomhed og så ikke så meget mere. Han beskrev signaler som noget, der “indikerer til det sind, der modtager signalet, at der er noget, der er værd at lægge mærke til.[x]” Og så var det ikke vigtigt, at der rent faktisk ikke var noget at lægge mærke til, når det kom til stykket.
Den tyske filosof Ernst Cassirer skrev om signalet, at ”Et signal er en del af den fysiske verden af væren; et symbol er en del af den menneskelige verden af mening. Signaler er “operatører”; symboler er “betegnelser”[xi]. Vi kan her forstå, at signaler naturligt får en stærkere og direkte fysisk og reaktiv forankring, idet der ikke er mere ”i dem” så at sige. Som et romerlys eller et kanonslag gør de opmærksom på sig selv, tager vores opmærksomhed, og så er det allerede slut, fordi signalet ikke betegner noget andet end sig selv. Vi mangler det semiotiske objekt og betydningen for nu at trække på Peirces begreber. Det er ikke en svaghed men en styrke ved signalet. Der skal ikke overvejes og reflekteres, der skal reageres! Mens signaler angiver noget, som f.eks. en lysregulering i trafikken, så er tegn meningsbærende og kan fortolkes på mange forskellige måder afhængigt af konteksten og fortolkerens baggrundsviden.
Såvel signaler som tegn udvikler os og vores sociale verdener. Det afgørende er, at vi husker ikke at bytte om på dem eller at erstatte den ene med den anden. Og det er her, vores samtids udfordringer ligger. Internettet og de mange SoMe platforme kan siges i høj grad at være drevet af signaler og signalværdi. Og vi mennesker er således indrettet, at vi, hvis vi først får tilbudt det, så følger vi efter de overfladiske lysglimt. Konsekvensen er, at signaler erstatter de sværere fordøjelige tegn. De samme slidte produkter pakkes ind i nye signaler, og så kan det hele sælges igen og igen.
Kan vi genkende dette i samtidens kulturelle udbud? Der er gennem de seneste 60 år sket en voldsom oprustning i brugen af signaler overalt i vores kultur og dermed en udfasning af tegnenes kompleksitet. Vi har skiftet TV transmissionen af Leif Panduros I Adams verden ud med Bagedysten. Og ikke nok med det – det kan synes som om, at vi nu er nået til det punkt, hvor de tomme signaler har indtaget hovedrollen og dermed flyttet musikken, filmen og skuespillerne som indhold betragtet fra at være hovedrolleindehavere til at være statister. Vi har det med at glemme sådanne forskydninger i vores medielandskab, så lad os her se på fire nedslag igennem de seneste 60 års Melodigrandprix:
[i] Negentropi blev som begreb introduceret af fysikeren Erwin Schrödinger i bogen What is Life? fra 1944.
[ii] 1868, fra tysk entropie “mål for uorden i et system”, opfundet 1865 (analogt med Energie) af den tyske fysiker Rudolph Clausius (1822-1888) i hans arbejde med termodynamikkens love, fra græsk entropia “en vending mod”, fra en “i” + tropē “en drejning, en transformation” (fra PIE-rod *trep- “at dreje”).
[iii] Christensen, Clayton M et al (2011). The Big Idea: The New M&A Playbook. In Harward Business Review, March 2011. https://hbr.org/2011/03/the-big-idea-the-new-ma-playbook. Forskningsprojektet peger på to argumenter for at opkøbe en virksomhed, som ledere ofte blander sammen. Den første og mest almindelige er at øge virksomhedens nuværende præstation – på den ene side for at hjælpe med at fastholde en førsteklasses position eller på den anden side for at reducere omkostningerne. Et opkøb, der giver disse fordele, ændrer næsten aldrig virksomhedens kurs, hovedsageligt fordi investorerne forudser og derfor ikke regner med resultatforbedringerne. I den slags handler er ledere ofte urealistiske omkring, hvor stort et løft de kan forvente, betaler for meget for opkøbet og forstår ikke, hvordan det skal integreres. Den anden, mindre velkendte grund til at opkøbe en virksomhed er at genopfinde sin forretningsmodel og dermed fundamentalt omlægge sin virksomhed. Næsten ingen forstår, hvordan man identificerer de bedste mål for at nå det mål, hvor meget man skal betale for dem, og hvordan eller om man skal integrere dem.
[iv] Schrödinger, Erwin (1956). What is Life? New York: Doubleday & Company, s. 72. Schrödinger undersøger i denne bog spørgsmålet om, hvad liv er, og han foreslår, at nøglen til at forstå liv ligger i begrebet “orden”, som han definerer som opretholdelsen af et bestemt organisationsniveau i et system over tid. Han argumenterer for, at levende systemer opretholder orden ved at trække på en kilde af “negativ entropi” eller “negentropi”, som gør det muligt for dem at modstå tendensen til uorden, som er til stede i alle fysiske systemer.
[v] Studiet af tegn og symboler har en lang historie, men semiotikken, som vi kender den i dag, tilskrives ofte den amerikanske filosof Charles Sanders Peirce (1839-1914). Peirce udviklede en systematisk teori om semiotik, der trak på ideer fra filosofi, logik og lingvistik, og som lagde grunden til den moderne semiotiske teori.
[vi] https://youtu.be/kbRrYd-kLVE?si=BGEU2UKJfQKorUNP
[vii] James Day taler med Ray Bradbury om følelse og tænkningens betydning. https://rb.gy/xsgwds
[viii] Floyd Merrell i Cobley, Paul (2001). The Routledge Companion to Semiotics and Linguistics. London: Routledge, s. 28
[ix] Kroniken i Kristeligt Dagblad, 2. oktober 2009.
[x] Peirce, C. S. (1906). Pragmatism [Unpublished manuscript]. MS 318. from Charles S. Peirce’s papers
[xi] Cassirer, Ernst (1923). Philosophie der symbolischen Formen (3 Bände). Berlin: Bruno Cassirer Verlag